fredag den 31. maj 2013

Min skønne Montana er tilbage.


I et af mine første indlæg i maj 2011, som I kan se her, skrev jeg om at jeg havde mistet min store skønne Clematis montana 'Tetrarose' den foregående vinter.


Det viste sig heldigvis, at den 'kun' var frosset helt ned, og den skød senere fra roden, så lykkelig var jeg.


I kan nok se hvorfor... for den er bare noget af det kønneste, og den er virkelig et fokuspunkt i baghaven på dette tidspunkt.


Den mangler stadig lidt for at være tilbage til sine storhedsdage, men jeg synes, at den er virkelig pragtfuld i år.


Den slynger sig på hegnet her rundt om drivhuset, dufter dejligt og er, som fortalt i det første indlæg, lavet fra en bitte stikling fra min venindes have i England.


I får ikke så mange flere ord, for energien og humøret driller i disse dage. Så lad os følge essensen i Mariannes indlæg her, og læne os tilbage og bare nyde synet af den dejlige Tetrarose.

(Nærbillederne er taget af Laura)

lørdag den 25. maj 2013

Forsamtale til immunterapi, og min pink drøm.


I går var jeg til forsamtale med Professor Svane på Herlev med henblik på opstart af immunterapi med Ipilimumab.
Det var som sagt kun en samtale. Jeg har selvfølgelig både hørt og læst om behandlingen, så der var ikke nogle store overraskelser. 
Hun er positiv, fordi jeg reagerede så godt på  den immunbehandling jeg fik i sommers. 


Denne behandling er dog meget anderledes, og har heldigvis færre og mindre bivirkninger for de fleste, så jeg er optimistisk. 
Især fokuserer jeg på at 10% bliver helt helbredt, og jeg er jo  ret 'god' til at ramme marginalerne, så det satser jeg på som udgangspunkt :-)
Det er en ambulant behandling med drop én time hver 3. uge, så ingen indlæggelser, pyha.



Jeg fik taget blodprøver og ekg i går, og venter nu på tider til Pet- og MR-scanninger. Når hun har fået svaret på dem, kan vi starte op. Der går nok et par uger, men, som hun sagde, haster det ikke så meget, fordi der jo kun var to små 'gamle' knuder ved sidste scanning for 5 uger siden.   


Så nu lægger jeg igen kræften lidt 'op på hylden', og koncentrerer mig om min træning, og ikke mindst min skønne forårshave.


Lige nu er havens fokuspunkt min skønne drøm af et Paradisæbletræ midt i baghaven, Malus Sieboldii 'Scarlett'.


Jeg forundres hvert eneste år over mængden af blomster på det. Er det ikke fantastisk?


I kan læse lidt mere om det i mit indlæg her.

(Laura har taget nærbillederne i dette indlæg)

torsdag den 23. maj 2013

Der er også positive sider... om krukker.



Normalt har jeg hverken tid, råd eller overskud til at gøre ret meget ud af krukker. Ihvertfald ikke på denne årstid, hvor jeg normalt har travlt med at ordne bede, potte sommerblomsterfrølinger op, og plante dem ud i bedene.
Jeg elsker at fylde med sommerblomster imellem stauderne i bedene, fordi det giver sådan et overdådigt festfyrværkeri af blomster sidst på sæsonen.
I år kan jeg jo ikke så godt komme i bedene, og jeg nåede også kun at så 4 slags Lathyrus og 1 slags petunia inden min hjerneblødning.

Petunia, campagnula, pink overvintret marmelukærmebusk, Geranium 'Hanne', hvide hornvioler. Forrest en frøling, som jeg har glemt navnet på lige nu.

Så i fredags overtalte jeg Michael til at køre mig i Bauhaus og Bilka. Havecentre er desværre ikke så kørestolsvenlige. Jeg fik shoppet lidt sommerblomster, men nu ikke vildt mange, for jeg har temmelig mange bla. stauder fra overvintring i drivhuset, som jeg også vil putte i krukker. 

Fra den lange zink krukke med hvide hornvioler: Verbena bonariensis og pink Flittigliser.

Som sagt hjalp Pernille mig lørdag med en masse af krukkerne.


Og mandag linede Michael mig op med endnu en portion store krukker. Han fyldte dem klar med jord, kompost og langtidsvirkende gødning. og så sad jeg og hyggede mig med at plante dem til. 


Nu står de, så jeg har denne skønne udsigt fra terrassedøren. Her sidder jeg tit, fordi jeg endnu kun kan komme udenfor, når Michael eller pigerne kan bære kørestolen ned for mig.

Hortensia, pink Diascia (Tak Nadia og Lasse), citronverbena, I den store Zinkkrukke min lyserøde Fairyrose og hvide Flittigliser.
Jeg har prøvet at lave farvebestemste 'krukkebede' i år, inspireret af CD og Birgitte på nettet.

Tagetes, ved stativet mørke lathyrus, Rosmarin i ny stor potte og en gul tidlig daglilje.

Så den positive side er, at jeg endelig får fyldt mine store flisebelagte (og grimme) terrasser op med kønne krukker :-)
Mange af de store krukker er nogle jeg passer på fjerde år for en bekendt, som solgte sit hus. I starten stod de bare og fyldte op, men nu har jeg besluttet at 'pasningen', kun kan opsiges pr. følgende efterår, så jeg kan udnytte dem i sommermånederne. Smart, ikke? :-)

søndag den 19. maj 2013

Upstar, Eva-Lotta, Bibi og en skøøøn duft.


Lige nu øser det ned her ved København. Men det gør mig ikke spor. Min søde veninde Pernille hjalp mig i haven i går, og vi fik ordnet en masse store krukker. Michael har båret alt, undtagen mine Dahlia, ud af drivhusene. Så lige nu sidder jeg og nyder at alt får en grundig forårsvask og -vanding derude i regnen.


Jeg stornyder haven, og selvfølgelig især alt det som vokser rundt om vores flisebelagte terrasser, hvor jeg selv kan køre rundt.
Som hjørnet her med forglemmigej og tulipanerne 'Upstar'.


Ligr rundt om hjørnet til højre i billedet...


... står min skønne Duftsnebolle 'Viburnum Juddii'.


Den står tæt op ad min Kornel (begynderfejl) men de trives sammen næsten som én busk.


Hvis I aldrig har stukket næsen i sådan en Duftsnebolle, må I finde en og prøve, for det er simpelthen den skønneste duft. :-)


Er der noget mere forårsagtigt end æbleblomster mod en blå himmel?


Her er det 'Eva-Lotta', hvis blomster er så kønne i udspring med et lyserødt skær.

Cristina har været fotograf.


For træet står i kaninernes løbebur, og der kan jeg ikke komme ned lige nu.

Alle vores afdøde dyr har et mindetræ i haven, og dette er til minde om min første kanin 'Muh-ko'. Tanken var, at kaninerne skulle kunne sidde og guffe af æblerne efterhånden, som de faldt ned i løbeburet. Det har endnu ikke båret rigtigt godt, men det kunne se ud som om, det vil lykkes i år.


Indtil da sidder Bibi på 8 år på kaninhøjen under træet og nupper sig en æbleblomst ind imellem. 
Heino, vores anden kanin, som snart bliver 10 år sov til middag inde i deres hus.

God Pinse til jer alle derude i Blogland. Jeg når desværre ikke så meget rundt på bloggene for øjeblikket, men jeg skal nok tage revanche, lige så snart jeg får lidt mere overskud.

Jeg kan dælme godt forstå at små børn sover så meget,  for det er godt nok hårdt arbejde at lære at gå! :-D


*****

onsdag den 15. maj 2013

Endelig rigtigt hjemme.


I dag flyttede jeg endelig rigtigt hjem. Det blev besluttet på mødet i går, men jeg var for træt til at blogge.
Jeg får hjemmehjælp en gang om ugen til bad, men resten kan jeg selv klare efterhånden, så det er jo dejligt.


Derudover får jeg et nødkald, som især fyssen synes vil være en god idé, når jeg begynder at gå mere rundt. Det synes familien også er en god idé, for de ser allerede for sig, hvordan jeg ligger på hovedet nede i dammen, hvis de slipper mig løs i haven :-)


Jeg skal stadig ned og træne på centeret som ligger ved siden af plejehjemmet to timer om dagen. Men heldivis kan jeg gå ud til havelågen med gangstativ nu, så jeg kan køre i taxa frem og tilbage. Med rullestolen skulle jeg have haft handicaptransport, og det kan sagtens tage flere timer at komme frem og tilbage, så jeg er glad for at jeg nåede at komme 'på benene'.


 Det er dejligt endelig at kunne sige farvel til pleje-miljøet. I dag er det nøjagtig 8 uger siden at jeg blev indlagt på hospitalet, og det er jo lang tid. Men i starten ville jeg aldrig have troet, at jeg ville være nået så langt allerede, så jeg er meget taknemmelig.


Jeg glæder mig til ikke at være blandt ældre, syge og døende hele tiden, for det er hårdt mentalt.
Når jeg er herhjemme føler jeg mig mere 'bare' som Hanne meget af tiden. og ikke mindst kan jeg jo  nemmere lige smutte udenfor og suge god energi fra min have.


Indtil videre 'opfører' haven sig pænt, og der er ikke alt for meget ukrudt, eller også er jeg blevet bedre til at fokusere på de gode sider.
Og som I kan se er én af mine hjælpere allerede gået i gang, for Frostie spiser trofast kvikgræsset i min hvide staude iberis.


De øvrige billeder herover er de skønne løjtnantshjerter, eller 'Bleeding Hearts'. Det engelske navn som jeg elsker.
Og det hvidblomstrende træ er Amelanchier Lamarckii Canadensis eller Bærmispel.

søndag den 12. maj 2013

Lyserøde fyldte japanske kirsebær, og Lathyrus vernus i blomst


Sikke en dejlig havedag jeg har haft i dag. Jeg har pottet op og plantet i krukker, og brugt en masse tid på bare at sidde og nyde det skønne skue i haven.


Dette er, som I ved, én af mine darlings derude, og den viste sig fra sin bedste side i dag.
Den fyldte Prunus serrulata 'Shidare Sakura'.


Disse skønne træer blomstrer jo hurtigt af, men det har også sin charme synes jeg. For jeg bestiller næsten ikke andet end at stirre forelsket op i kronen i de dage, det blomstrer, så i sidste ende leverer det lige så meget nydelse på den korte tid. 
Selv familien har lært at nyde træet, og disse billeder har Cristina taget.


Dette er da ren forårs-skønhed :-)


Efterhånden som jeg er blevet mere modig til at beskære det lidt hvert år, synes jeg, at det har fået lige den facon, jeg har drømt om.


Kirsebærtræet og den lille Lathyrus vernus til venstre for træet er de to favoritter her i Det Lyserøde bed lige nu.
De fleste Lathyrus vernus er lilla, så jeg værner om min.
I år har jeg faktisk også fået et par frøplanter igennem vinteren i drivhuset, så nu skal de nurses, så de forhåbentlig kan etablere sig et par steder mere.


Her står den foran påskeklokkerne og med den hvide lungeurt 'Sissinghurst White' i forgrunden.


Til sidst den skønne buket, som jeg fik i dag af mine to dejlige døtre...


Det er SKØNT at være Moar :-)

***** 
Nu vil jeg tage tilbage til mit plejehjem. Ikke at jeg har lyst, men jeg har tidlig træning i morgen.
Tirsdag skal vi holde statusmøde med plejere, fys, ergo og kommunen med henblik på hjemsendelse. Det eneste 'punkt' ved at bo hjemme, som bekymrer mig, er at gøre mig klar og komme afsted til træning hver dag, så det skal der lige findes en løsning på.

fredag den 10. maj 2013

Kun én gang stråler, så masser af glade farver.


Så fik jeg strålingen på Rigshospitalet overstået i dag.
'Stråledamen' spurgte om jeg var nervøs, da jeg kom. Men jeg svarede, at jeg kun var nervøs for om jeg skulle have mere end én behandling, så da hun sagde at det skulle jeg ikke, gik resten som en leg.


Lægerne havde i den forløbne uge vurderet mine scanninger, og jeg var selvfølgelig nervøs for at der var yderligere spredning siden de sidste scanninger for 3 uger siden, og at jeg derfor skulle have flere strålinger. Behandlingen hedder stereotaktisk strålebehandling, og det hele er faktisk ret fascinerende, når nu jeg skulle igennem det.


De gode nyheder fejrer jeg med at vise jer alle mine skønne Tulipa Tarda. Det klør i mine fingre efter at dele og flytte de store klumper. Men i år er der faktisk også dukket en del selvsåede grupper op rundt omkring, så det behøver jeg faktisk ikke, og store grupper som disse er jo også en herlig luksus :-)


Også de skønne kejserkroner skal med her. Det er fascinerende vækster, og det er endelig lykkedes mig at få nogle stykker til at etablere sig i Den Orange Have i år.


Og til sidst skal I se de kønne lysegule hundetandsliljer, som efterhånden har dannet en pæn gruppe i forhaven. De står langt inde i bedet, så Michael måtte springe ud som blogfotograf for mig :-)

*****

Jeg sov også hjemme i nat, for jeg orkede ikke at tage tilbage til hjemmet, og nu bliver jeg hjemme til søndag aften.
God forårs-weekend til jer alle derude i Blogland :-)